Boban uden filter: Hele sandheden om hans fyring og Milans forfald

I et interview på YouTube-kanalen “Milan Hello” med journalisten Andrea Longoni talte den tidligere Milan-stjerne Zvonimir Boban om sin nutid, fremtid, men især om sin fortid i Milan – en klub, han stadig er meget knyttet til. Her er nogle af de mest interessante uddrag fra interviewet, hvor man må sige, at han får sagt hvad han har på hjertet:

Er der stor forskel i dag mellem Inter og Milan? Og på hvilket niveau?

“Når vi ser på resultaterne, er det tydeligt. Når vi ser på organisationen, er det tydeligt. Når vi ser på det hele, hvad Inter og Milan repræsenterer i dag, er det tydeligt. Det er let at forstå, og det gør ondt, men på det tekniske plan tror jeg ikke, forskellen er så stor. Men når det kommer til at skabe et velfungerende hold, så ja, så er der langt imellem dem. Hvis Milan henter 3-4 rigtige forstærkninger, som kan genoprette balancen og give spillet en logik – for det har vi ikke haft hele sæsonen – så kan man håbe på et rigtigt hold. Lige nu er det ikke et rigtigt hold, men det er Inter derimod. De er konkurrencedygtige, ved altid hvad de skal gøre og har en klar identitet. Det har vi ikke. Faktisk har der været 100 forskellige identiteter denne sæson, og ingen af dem har fungeret. Det er umuligt med de spillere, man har hentet, at opnå en klar identitet. Og det har mange af os indset allerede fra sommeren. Det blev tydeligt, og det er desværre blevet bekræftet.”

Lad os gå tilbage til 2019, da du blev leder i Milan. Hvad husker du?

“Jeg forlod FIFA. Paolo (Maldini) ringede til mig, efter Leonardo var stoppet. Mit arbejde i FIFA var stort set færdigt – vi havde ryddet op i organisationen på tre år, og nu skulle det blot administreres. Paolo ville selv forlade Milan, og jeg sagde til ham: ‘Du er mere Milan end det Milan, der eksisterer i dag. Du kan ikke forlade klubben.’ Så tog jeg til Milano. Paolo var usikker på, om han ville blive, men jeg var glad for at vende tilbage til klubben, jeg elsker så højt. Jeg blev ikke født som Milan-fan, men jeg blev det. Denne klub er noget særligt – ikke fordi jeg har spillet her, men fordi det er sandheden. Da jeg ankom, indså jeg hurtigt, at holdet skulle laves helt om, og i løbet af seks måneder udskiftede vi 13 spillere. Det var tydeligt, at vi ikke var komplette. Efter transfervinduet sagde jeg i et interview, at børn ikke kan spille alene – og det gjorde klubben rasende. Men jeg var nødt til at sige det, for det var sandheden. De kunne ikke vokse alene, og i januar hentede vi Kjær og Ibrahimovic – to afgørende tilføjelser for hele rejsen mod mesterskabet. Jeg forlod klubben to måneder senere af grunde, som Milan-fans kender. Uden de to, især Ibrahimovic, var det hold, der gik mod mesterskabet og fik en identitet, aldrig blevet til noget. Pioli, selvom jeg var uenig i meget, lykkedes med at indprente den identitet.”

Er der en spiller fra dengang, du husker med stolthed, fordi du havde din hånd med i det?

“Vi havde en aftale, Paolo og jeg – han havde mest at sige om forsvarsspillere. Vi arbejdede sammen, fordi vi respekterede hinanden. Nogle gange kunne jeg lide en forsvarer, Paolo syntes var håbløs. Taktisk havde jeg, som tidligere midtbanespiller i mange systemer, måske en bedre forståelse end ham. Men vi valgte altid spillerne sammen. Ingen blev hentet uden, at vi begge var enige. Saelemaekers var måske en operation, jeg stod mest for – en handel til 6 millioner, som endte med at koste 8. Det må nogen en dag forklare. Jeg må sige, uden at være for grov, at jeg lavede nogle mærkelige ting med Furlani – vi skulle overbevise Gordon Singer om at give os nogle penge fra salget af Suso og Piatek.”

Hvornår gik det op for dig, at noget var galt?

“Fra starten. Allerede da jeg talte med Paolo derhjemme og hørte ideen om, hvordan det skulle fungere, tænkte jeg: ‘Vi bliver nødt til at kæmpe mod vores egen ejer for Milans skyld.’ Og Paolo sagde: ‘Mere eller mindre.’ Jeg vidste godt, at visse kulturelle forskelle ville blive et problem for os. Jeg tog det som en stor udfordring – det sluttede hurtigt for mig, men jeg ville gøre det hele igen. Allerede i august tog de min underskriftsret fra mig – uden at fortælle mig det. Til dem, der vil vide, hvad der skete: Læs Paolo Maldinis interview i La Repubblica – det er den fulde sandhed. Der er mange grimme detaljer, men vi skal ikke belemre folk med ligegyldige små historier og absurde forhindringer. De satte en eller anden Endrick til at godkende alt, vi gjorde – jeg ved ikke, hvad han forstod af fodbold. Selv om jeg kun var der få måneder, er jeg stolt af, hvad vi gjorde. Det viste sig ikke kun gennem mit arbejde, men gennem Paolo og Ricky, der trods alt skabte et stort projekt, som førte til mesterskabet. Jeg havde skrevet under på en treårig kontrakt: det første år skulle være oprydning, det andet stabilisering, det tredje konkurrencedygtighed. I enhver branche tager det tre år – især i en klub som Milan. Men efter tre måneder prøvede de at undergrave os, med et ‘bagholdsangreb’, som Paolo kaldte det. Sådan fungerer en fond – køber du til 10, skal det være 15 i morgen. Det er ikke logisk, det er ikke fodboldfolk. Det er ikke ondskab – de forstår det bare ikke.”

I dit interview fra februar 2020 nævnte du tre nøgleord: ambition, Milanismo og italienskhed.

“Jeg talte om en ‘de-milanisering’ – det var frygten. Det var tydeligt, man ville fjerne den styrke, det er at føle sig som en del af noget. For det er en for stærk følelse for dem, der vil styre tingene anderledes. ‘Always Milan’ – hvad fanden betyder det? Hele verden ved, hvad Milan er. De satte det på bussen. Kom nu… Det irriterer, det udvander, det gør folk til robotter. Det er ideen: fans bliver kunder, spillere bliver aktiver. Og sådan fortsætter det.”

Du blev fyret af ‘saglige grunde’. Hvordan endte det?

“I sidste ende eksisterede den saglige grund ikke – det blev bevist. I anden instans blev godtgørelsen for image og ry fjernet, men det vigtigste for mig var, at den saglige grund ikke bestod. Vi skal stadig mødes og lukke sagen fredeligt.”

Nogle i klubben prøvede at tilskrive handler til Moncada for at undergrave dig og Maldini. Hvad var jeres forhold til ham?

“Han er en god scout, en god chefscout. Men alle scoutafdelinger i verden kender de samme spillere. Nogle gange opdager man én før andre. Men tag for eksempel Leão – alle kendte ham. Det vigtige var at forstå, om han kunne ændre sin attitude og spille i Milan. Moncada præsenterede spillere, men valgene tog vi. Han blandede sig aldrig, og det var elegant. For hvad ved han om, hvad det vil sige at spille på San Siro? Jeg tror, vi har vist, at vi vidste, hvem der kunne klare det. Til sidst var det ikke, fordi der blev lavet fejl, men fordi man ville nedgøre det arbejde, Paolo gjorde – fordi han blev, og jeg kun var der i syv måneder. Men det var i de syv måneder, fundamentet blev lagt for det hold, der senere vandt mesterskabet.”

Var der nogen spillere, du og Paolo gerne ville have, men ikke fik lov til at hente?

“Jeg forhandlede personligt med Dani Olmo. Det var januar 2020. Alt var klar – en handel til 18 + 2 millioner. Spilleren krævede ikke engang meget i løn. Men da det kom til at hæve buddet lidt, fik jeg aldrig noget svar – så det var tydeligt, det var et nej. Vi havde også en aftale med Szoboszlai – 20 millioner i klausul hos Salzburg. Også nægtet. Jeg tænkte: ‘Hvad foregår der?’ De nægtede endda at mødes med os i to måneder. Så jeg blev nødt til at gøre, hvad jeg gjorde. For nogen virkede det pludseligt, men det var det ikke. Jeg kunne jo ikke sige noget offentligt hver dag. Vi havde en aftale om, at alt, vi solgte, skulle reinvesteres. Der var næsten 50 millioner fra Suso og Piatek – de to (Olmo og Szoboszlai) kunne være kommet for det. I starten var jeg ikke sikker på Olmo – han havde en lidt sær rolle på banen, bedst bag angriberen. Vores spil var 4-3-3 eller 4-2-3-1 – han kunne have været perfekt dér, fordi Calhanoglu ikke kunne spille den rolle. Han er en 8’er og en playmaker, ikke en 10’er – han har ikke én-mod-én og er ikke hurtig. Faktisk gjorde Brahim Díaz det bedre i den rolle. Szoboszlai lukkede vi i Innsbruck – Paolo kom ikke med, han frygtede at blive genkendt. Han er et ikon. Så Ricky og jeg tog derhen med Szoboszlais far. Alt var klart – spilleren ville komme med det samme. Nægtet. Jeg sagde: ‘Vi ser til sommer.’ Han var knust. Han ville straks til Milan. Han er ikke en superstjerne, men en rigtig god spiller. Olmo havde mere potentiale. Szoboszlai var i mine øjne en 8’er – og kan på sigt blive en stor playmaker.”

Om Maldinis fyring:

“Et skammeligt kapitel, udført på skammelig vis. Uanstændigt, uacceptabelt, og jeg kunne sige tusind andre grimme ting. Frem for alt uforståeligt – også for dem. Paolo var den sidste forhindring for deres planer. Tonali-sagen spillede en stor rolle. Paolo ville aldrig have ladet ham gå. Der var tale om 70 millioner euro, måske mere. Mange penge, men de burde aldrig være havnet i Milans kasse – for Tonali skulle ikke væk. Han er milanista. Da vi kontaktede ham, sagde han, han aldrig ville til Juventus eller Inter. Paolo og Ricky hentede ham til en kanon pris. Det første år virkede han nervøs – på grund af kærligheden til klubben og respekten for stadionet. Mange undrede sig. Min far sagde: ‘Han er bange for at spille.’ Det var sandt. Men med det potentiale skulle han have et år til at finde ro. Han var for meget Milan-fan. At lade et symbol som ham gå – efter mesterskabet og alt, han gjorde – det giver ingen mening.”